Redigerer Mig Selv

'''«Mig Selv»''' (1841) er et av [[Henrik Wergeland]]s mest kjente dikt. Diktet er et svar på påstanden i ''[[Morgenbladet]]'' om at dikteren var i slett lune, i dårlig humør. Diktet er skrevet i [[ubunden form]]. Det finnes en linje i diktet som ofte blir sitert:

:«Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.»

Avslutningsvis henvender han seg til journalistene. Han mener de ikke oppnår særlig ved å fornærme ham; han minner dem om at de aldri har fått tak i det underliggende poenget, det leende hjertet bak masken<!--Jaha, sånn å forstå? Kanskje noen bør se nærmere på dette.-->.

:«Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa ''det''!»

==Bakgrunn==
[[Fil:Morgenbladet 1841.JPG|thumb|400px|Kommentaren fra [[Morgenbladet]] som omtaler [[Henrik Wergeland]] som «i slet Lune» i nest siste hele linje]]
Morgenbladet hadde i lengre tid i begynnelsen av 1841 angrepet Wergelands «Engelsk salt», som var en forsøksvis forsoning med  [[Ludvig Kristensen Daa]] fra Wergelands side. Wergeland svarte også flere ganger, og det ble i løpet av februar og mars flere vekslinger mellom Wergeland og Morgenbladet. Temaet gikk utover Wergelands verk, og handlet i stor grad om Wergelands personlige gasje fra kong [[Karl III Johan|Karl Johan]], som Morgenbladet konsekvent omtalte som «hoffpensjon».<ref>Morgenbladet februar-mars 1841</ref> Også Wergelands jobb som riksarkivar og dermed forbigaaelsen av Daa ble tatt opp.

Den 14. mars gikk Morgenbladet til angrep på Henrik Wergeland under foranledningen at Wergeland stilte som kandidat til å bli biskop. Avisen Moss Tilskuer mente at Wergeland burde stå først på listen over kandidater, men ''Morgenbladet'' mente at Wergeland ikke egnet seg. I et karaktermord av Wergeland omtalte Morgenbladet Wergelands framgangsmåte som med  «''samme fine og dannede Stridsmaade, en elskverdig Individualisering med en ligesaa skiøn Tendens som nogen av vore smaa eller lange Drenges Stormløben''». I tillegg var Wergeland upassende da «''han er desuden opirret og i slet Lune''».<ref>Morgenbladet no. 73, 14. mars 1841, side 2, andre spalte, fjerde avsnitt, nederst</ref>

Henrik Wergeland skrev så diktet som svar på beskrivelsen Morgenbladet kom med. Han ønsket opprinnelig diktet på trykk i Morgenbladet våren 1841, men redaktør Alfred Bredo Stabell refuserte diktet, med forklaringen at «Morgenbladet vil ikke ha videre med deres hån og uhøfligheter mot redaksjonen å gjøre, enten de nu er i bunden eller ubunden stil. Derfor sendes Dem dette tilbake, med den erklæring at Morgenbladet herefter ikke opptar noe fra Dem der De på noen måte er uhøflig mot Morgenbladets redaksjon.»

Wergeland reagerte. «Uslere adferd enn Morgenbladets har neppe noen avis i noe land gjort seg skyldig i. Det er [[niding]]s spill De driver med mig, Stabell! Angripe mig med å tilskrive mig de laveste motiver og handlinger – samtidig som De nekter mig å forsvare mig!»

Wergeland var til slutt nødt til å publisere diktet i aviser utenfor Oslo. Det sto i Tiden, forløperen til Drammens Tidende, den 28. mars, i Chrstiansandsposten den 29. mars og i Lillehammer Tilskuer blant andre aviser. I 1844 var Wergeland atter en av Morgenbladets flittigste skribenter.<ref>[http://www.morgenbladet.no/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080125/OKULTUR/265927247 Morgenbladet beklager] {{Wayback|url=http://www.morgenbladet.no/apps/pbcs.dll/article?AID=%2F20080125%2FOKULTUR%2F265927247 |date=20080527150216 }}</ref>

==Mig Selv==
Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen<br />
forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig?

Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet<br />
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.

Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.<br />
I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd.

Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade<br />
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.

Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske nogle troløse Navne.<br />
De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler.

Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade -- <br />
mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse?

Det vilde være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde Sommerfugle.<br />
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.

Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved med Aske,<br />
og at bortkaste de Diamanter af straalende Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover.

Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders Rævekløer kun paa Klippen.<br />
I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød Grav.

Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte.<br />
De skulle engang pryde min Aands Diadem.

Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had flux tusind Alen borte.<br />
Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger fra Land og langt ud i Havet.

Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?<br />
Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk!<br />
Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaer imellem Stene.

Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine.<br />
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer, Solens Eventyrslande?

Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?<br />
Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.<br />
Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til dig!

Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa Foraar?<br />
Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah!

Hvilken Rigdom for en Dødelig!<br />
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deeltage i Jordens.<br />
Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart springe ud med Blomsterne.

Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.<br />
Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa.

Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne.<br />
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis Folder ere forsvundne.

Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af Alabaster.<br />
Som en Büste staaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk!

Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede.<br />
Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere?

Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte under sin Rolighed.<br />
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det!

==Referanser==
<references/>


{{Autoritetsdata}}

[[Kategori:Norske dikt]]
[[Kategori:Verk av Henrik Wergeland]]