Redigerer Folkebok

'''Folkebok''' (etter det [[tysk]]e ''Volksbuch'') er en samlebetegnelse for populære skrifter og bøker innen ulike litterære sjangre som oppstod med [[boktrykkerkunsten]] sist på 1400-tallet og ble utbredt som folkelesning i flere land i [[Europa]] til ut på [[1800-tallet]].
<!-- http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0385.html
Folkebøger ɔ: Bøger, især af romantisk ell.
skæmtende Indhold, der har vundet
Udbredelse i de ellers ikke læsende Dele af
Befolkningen, idet de aftrykkes mangfoldige Gange i
billige Smaahæfter. De fleste af disse Udg. er
slidte op i de Læsendes Hænder, saaledes at for
mange F.’s Vedk. den første Fremkomsttid
vanskelig; kan oplyses. — F. er kun i de
færreste Tilfælde skrevne med det Formaal at
være Læsning for Menigmand. Det er en ældre
Tids Litteraturværker, der fra de Dannede
synker ned til de ringere stillede; særlig har
Middelalderens eventyrlige Heltedigtning sammen
med dens indvandrede gr. og østerlandske
Romaner udgjort Hovedmassen af F. ned til vore
Dage.

I Danmark skete Beg. ved, at en stor
Del af Middelalderens sparsomme Forraad af
dansk underholdende Læsning udgaves af
Gotfred af Ghemen: »Kejser Karl Magnus’
Krønike« (1501), »Flores og Blanzeflor« (1509),
»Lucidarius« (1510), »Jesu Barndoms Historie«
(1508), der alle (og især den første) satte sig
fast i Folkets Yndest. De fulgtes af Novellen
om Griseldis (1528) og af »Dværgekongen
Laurin« (1689). Men en endnu større Rolle kom
den flg. Tid af 16. Aarh. til at spille ved at
oversætte de ældre fremmede Litteraturværker. 
Kristjern Pedersen gik i Spidsen med
»Olger Danskes Krønike« (1534), overs. efter en
fr. Roman og opfattet som et danmarkshistorisk 
Skrift. Den øvrige romantiske Litt. fra
Frankrig og Italien naaede Danmark med Tysk
som Mellemled: »Kejser Octavianus« (1597),
»Vigolejs med Guldhjulet« (17. Aarh.) og
»Tristan og Isoide« (1592); samt de mere
eventyragtige: »Persenober« (1560) og»Melusina« (1613).
Bogerne med kvindelig Hovedperson og af mere
erotisk Art tilhører især 17. Aarh.: »Den
skønne Magellone« (1690), »Den taalmodige Helena«
(1677), »Euriolus og Lucretia« (1668). Fra Latin
overs. et Par boglærde Mænd de klassiske
Emner i middelalderlig Behandling: »Alexander
Magnus« (1623) og »Den trojanske Krig« (1630);
de mere almueskrivende Lærde gengav
belærende Digterværker som »Syv vise Mestere«
(1602). Alle disse Bøger var dog ikke slet og
ret Almuelæsning; de læstes lige fra Adelen og
nedefter; hele den Litt., som Danmark kun saa
sparsomt havde tilegnet sig i Middelalderen (se
Danmark, »Litteratur«, Side 649), blev ved
Bogtrykningens Hjælp tilegnet; Danmark levede
nu bagefter et Stykke forsømt Middelalder
med: det fantastisk-broget-barbariske. Og i nøje
Tilslutning dertil en Tilegnelse af Samtidens
tyske Aandsliv: »Dr. Faust« (1588) og »Uglspil«
(før 1571). I Optagelsen af middelalderlig Litt.
kan skelnes et Par Udviklingstrin: først en
Forkærlighed for Ridderdaaden i Kejser Kaii’s og
Olger Danske’s Krøniker; senere Interessen for
Feeventyr (»Persenober«), Fortryllelse
(»Melusina«) og ned i 17. Aarh. for Motiver fra
Lykke- ell. Skæmteeventyret (»Fortunatus med
Ønskehatten« [1664], »Finkeridderen«). — Omkring
1650 begynder Renaissancepoeterne en Kamp
mod disse Bøger som smagløse; Søren
Terkelsen gaar i Spidsen, Reenberg og Holberg
følger efter; F. synker Lag for Lag ned til
Bondestanden og Tyendeklassen, men alt det Krudt,
der bruges op paa Fjenden, viser, hvor sejg
Modstanden var; og nogle af Digtningens, om
ikke smukkeste, saa mest karakteristiske,
Livsytringer tilhører denne Tid. Medens Holberg
spottede F., trives for første Gang en original
dansk Folkebogsdigtning: »Ærens Tornevej«
ell. »Skytten Bryde« (1710), »Lykkens
Tumleklode«, »Lykkens flyvende Fane«. Alle de
originale og fl. .af de overs. F. søger nu Emner i
Folkeeventyr, som fremstilles i en barbarisk
Hofstil; man maa virkelig undres over, at
Almuen tog imod sine egne Retter, anrettede med
saa tyk en Sauce; men selv det nydelige
Trillevip-Eventyr gjorde Lykke som »En smuk
Historie om Rosanie, født af kgl. Byrd« o. s. v.
»af Italiensk paa Dansk oversat« i den
latterligste Else-Skolemester-Stil (1708). Med disse
Værker, der ikke tilfører Almuen nogen ny
Idéverden, standser F.-Forfattelsen; men Optryk
af de gl. F. vedbliver indtil ind i 19. Aarh.;
navnlig har de romantiske Fortællinger en stærk
Livskraft, medens Samlinger af moraliserende
og skæmtende Historier oftere omarbejdes ell.
afloses .af andre. 18. Aarh.’s Romanlitteratur,
der holdt sit Indtog med Robinson-Bøgerne,
naaede ikke at fordrive dem; og først 19. Aarh.’s
Almanakker har taget Magten fra dem.

Med Romantikken i Tyskland vaagnede en
Interesse for Folkebøgerne, der baade gav
æstetisk Udslag (Tieck’s Digtninge) og
videnskabeligt Resultat (Görres, »Deutsche Volksbücher«
[1805]); og især den sidste Retning blev
efterlignet i Danmark (Nyerup, »Alm.
Morskabslæsning« [1816]). Et træffende Udvalg af F. er
udg. af Elberling (»Danske F.« [1867]); en ny
omhyggelig Udgave med litterære Oplysninger
er begyndt 1915: »Danske F. fra 16. og 17.
Aarh., udgivne af J. P. Jacobsen og R. Paulli«.

I Norge vandt hele Kredsen af danske F.
Indgang; navnlig blev Olger Danske den
norske Bondealmues Yndling, og hans Billede
fremstilledes fra 18. Aarh.’s Beg. paa en Mængde
Husflidsgenstande. — Ogsaa Sverige nærede
sig længe ved Overs. af danske F. og tog først
i 18. Aarh. paa egen Haand af fremmede
Eventyrsamlinger og Noveller. Bäckström’s Udgave
(»Svenska Folkböcker«, I-II [1845-48]; med
Litteraturoverblik) faar derved Interesse ogsaa
for Dansk. Forholdet mellem F. og Eventyr er behandlet af Ahlström, »Om Folksagorna« (i
»Svenska Landsmålen« [1895]). Jfr
Flyveblad. 
A. O.-->
<!-- http://runeberg.org/nfbh/0402.html

Folkböcker kallas en del allmänt kända skrifter,
emedan de efter hand trängt ned till de samhällets
klasser, om hvilka ordet folket företrädesvis
nyttjas. De förtjäna detta namn äfven på den grund,
att de vunnit spridning inom hela folk och alla
klasser inom dem, den ena efter den andra. De utgöra
vanligen mer eller mindre ombildade former af äldre
litterära alster, mest medeltida riddardiktning. De
voro länge de enda böcker, som tillfredsställde de
breda lagrens begär efter underhållande lektyr. Under
en lång följd af generationer kunde de behålla den
ynnest de förvärfvat sig och fingo upplefva otaliga
upplagor. "Se vi icke hvart år", säger J. Görres,
den förste, som litteraturhistoriskt behandlade dem
("Die teutschen volksbiicher", 1807), "i den högre
litteraturen ögonblickets foster som Saturnus sluka
sina barn; men dessa böcker lefva ett odödligt,
oförstörbart lif: under många århundraden ha
de sysselsatt hundratusentals människor, ett
oberäkneligt publikum; aldrig föråldras de, tusen
sinom tusen gånger återkomma de, alltid välkomna;
outtröttligt pulserande genom alla stånd och mottagna
af oräkneliga själar, som tillegnat sig dem, ha de
alltid för-blifvit lika roande, lika vederkvickande,
lika undervisande för så många, många sinnen, som
utan fördom upplåtit sig för den ande, som bor i dem."

Huru begärliga dessa böcker varit, intygas
bl. a. däraf, att de brukat säljas icke blott
i boklådor, utan tillika på andra sätt, såsom
af kringvandrande gubbar och gummor, på torg
och marknader och i Sverige i snusbodar. Då den
allmänhet, för hvilken de voro ämnade, icke var
synnerligen kritisk, försummades texterna i hög
grad, och utstyrseln blef den mest torftiga. Så
t. ex. trycktes sådant "skillingstryck" på simplaste
tryckpapper och illu-

strerades med träsnitt, som merendels voro
alldeles barbariska, om de också icke saknade en
viss stil. Från 1100- och 1200-talen, till en del
ännu tidigare, ha dessa böcker varit en allmän
och omtyckt läsning bland italienare, fransmän,
tyskar ,. holländare och engelsmän; något senare
gingo de* ända upp till Danmark. De ha således
bestått ett-praktiskt prof, som mera än något
annat skulle kunna tala för dem. "Med sitt tryckt i
år", säger A. W. Schlegel, "framlägga de sin naiva
tillförsikt att aldrig blifva gamla", och en af deras
mest framträdande egenskaper är äfven ungdom, med
dess-fel och förtjänster, bland de senare särskildt
deras starka poetiska tro, som icke låter dem frukta
för några fantasiens luftfärder. Thorild säger, att
han-åldrig återfunnit det innerliga patos han en gång
fann i Raimond och Melusina, det höga episka i Olger
Dansk, den rörande sedeläran i Carsus och Moderus,
den poetiskt ljufva hänryckning han kände
af Fågel Blå. Till deras fel höra det outvecklade^
det drömlika, konturlösa hos dem. De synas nu därför
också vara på väg att förlora sin makt öfver folkets
fantasi; vår tid är för andligt avancerad för dem, den
har för allvarsamma uppgifter för att kunna hängifva
sig åt deras oordnade fantastik, den har ej ro att
fördjupa sig i deras föga omväxlande-stämningar,
att lyssna till den långt dallrande ton,. som är
dessa dikters kanske egentligaste styrka. Tidningar
och allahanda kolporterad litteratur ha nu så godt
som fullständigt undanträngt dem.

Görres var, som ofvanför nämndes, den förstef som
utgaf en bok om folkböckerna; men före honom hade
redan den flitige bibliotekarien R. N y e r u p i
Köpenhamn vändt sin uppmärksamhet till dem, 

Det 1793 stiftade "Selskabet for efterslaegten" hade
inom sig tillsatt en kommitté, som skulle ombesörja
bl. a. utgifvandet af skrifter för allmogen. Däraf
föranleddes Nyerup, en af kommitténs medlemmar,
att taga kännedom om, hvad folket redan hade af
läsning, som slagit an på det. En följd af hans
studier blef ett litteraturhistoriskt arbete:
"Almin-delig morskabslsesning i Danmark og Norge
igjen-nem aarhundreder" (1816). Oaktadt Atterbom
genom bearbetningar af två folkböcker, Fågel Blå och
Lycksalighetens ö, bort kunna vända uppmärksamheten
på folkböckerna, hvilka redan den mång-frestande
Hammarsköld påpekade genom den samling "Svenska
folksagor" (1819) han tillsammans med en Imnelius
påbörjade, och som innehöll Helena Antonia, Melusina
samt den efter tradition upptecknade Pelle Båtsman,
gjordes i Sverige ingenting för denna litteratur,
förrän P. 0. Bäckström utgaf "Svenska folkböcker,
sagor, legender och äfventyr efter äldre upplagor
och andra källor utgifne" (1845, 1848). Samlingen,
oumbärlig för studiet af de svenska folkböckerna,
innehåller tjugu sagor, fem legender och sex äfventyr
samt är försedd med en värderik litteraturhistorisk
apparat, men lämnar i kritik åtskilligt att
önska. Skillnaden mellan folkbok, en från början
skrifven dikt, ett litterärt alster, och folksaga,
hvilken på traditionens luftiga väg flyger från land
till land och byter dräkt samt gör sig hemmastadd
öfverallt, är icke iakttagen i detta arbete. Ännu
mycket mindre är detta förhållandet i "Folksagor för
gamla och unga" (1839-44; ofullbordad), som till
utgifvare lär ha haft K. J. Lénström. Bäckströms
arbete åtföljes af en ganska god "öfversigt af
svensk folkläsning" (äfven särskildt utgifven
1848). Han indelar folkböckerna i sagor; noveller;
historiska berättelser; legender; trolldomshistorier;
syner, uppenbarelser och spökhistorier; spådomar och
dröm böcker; äfventyr; smärre skämtsamma skrifter
och skrifter i blandade ämnen (bonde-praktikan,
färg-böcker o. s. v.). Alla dessa för allmogen
utgifna, för den till stor del enkom skrifna och
mest af den lästa skrifter kunna visserligen kallas
folkböcker; men vi ha här med detta ord betecknat
de romantiskt färglagda skrifter, som, med anor
från medeltiden och bortom den, gått öfver hela det
kristna Europa och mestadels öfver Danmark kommit
till Sverige, såsom Helena Antonia af Konstantino-pel,
Grisilla, Melusina, Fortunatus, Jerusalems skomakare
o. s. v.

I Frankrike trycktes tidigt "blå böcker", såsom
folkböckerna där kallades efter färgen på de omslag
de fingo i Troyes. I denna stad, hvilken tyckes ha
varit medelpunkten för detta slags litteratur, var
boktryckaren Jean Oudot redan på 1600-talet verksam
för deras spridning. På 1700-talet idkades samma slags
förläggarskap af en Garnier och på 1800-talet af en
Baudot. Äfven i Paris, Kouen och flerstädes trycktes
"blå böcker". Flera gånger ha sådana blifvit samlade
i ett mer eller mindre omfattande "Bibliothéque
bleue". I Tyskland utgaf Marbach (1838 ff.) en samling
"Volksbucher", fortsatt af 0. L. B. W öl f f, hvilken
senare äfven utgifvit "Volksromane" (1848–50); en
annan samling utgafs af Sim rock (1839–67). – 1852
nedsattes i Frankrike en kommission för undersökning
af den kolporterade litteraturen, och dess sekre-

terare, Ch. N i sär d, har om denna utgifvit
ett anmärkningsvärdt arbete, "Histoire des livrés
popu-laires" (2:a uppl. 1864; illustr.). Detta arbete
jämte de förut anförda af Görres och Nyerup samt
J. Dunlops, af F. Liebrecht till tyska öfversatta,
rättade och ökade "Geschichte der prosa-dichtungen"
(1851) utgöra det viktigaste af litteraturen öfver
det rika, mångskiftande och i flera afseenden
svårbehandlade ämnet. E. B.*-->
<!--Folkebok er populærskrift som etter boktrykkerkunstnes gjennombrudd på 1500-tallet ble masseprodusert og spredt vidt omkring i Europa. 
Selv om folkebøkene fortsatt var forbeholt de øvre sosiale lag i samfunnet fodi de fleste var analfabeter, betydde det at at den kirkelige kontrollen med bokutgivelser gjennom klostrenest avskrifter var brutt.

Folkebøkene var ofte anonyme og omfattet forskjellige sjangre: middelalderens helediktning, ridderromaner, legender, trolldomsbøker osv. 
-->
<!--© Gyldendal
Folkebog. Folkebogen om Judas, der udkom på dansk første gang 1687, giver en række andre eksempler på Judas' bedrifter, strækkende sig fra æbleskud over fadermord til in Læs mere
folkebog, bog, som er skrevet i et alment fatteligt sprog, og som bliver eller ønskes læst af mange. Kulturhistorisk betegner folkebøger de bøger, som efter bogtrykkerkunstens opfindelse blev populær læsning, ikke kun i Danmark, men i hele Europa, og som blev optrykt igen og igen indtil ca. 1900. Det var eventyrlige, skrøneagtige, platte, morsomme, spændende, mystiske, kloge og frem for alt underholdende bøger, for fleres vedkommende med rødder tilbage i middelalderen og i det episke gods, som Orienten har leveret Europa. I begyndelsen lanceredes disse bøger som overklasselæsning, men ret hurtigt blev de folkelæsning og foragtedes i stigende grad af de dannede. Holberg nævner dem ikke for det gode. Nogle af folkebøgerne, fx Jesu Barndomsbog og Uglspil, blev i perioder forbudt af øvrighederne, den første på grund af katolicisme, den anden på grund af oprørskhed. I romantikken vandt folkebøgerne nogen anseelse, idet digterne i dem fandt inspiration til deres egen eventyrlighed og brugte dem som afsæt for egne værker; Goethes Faust er inspireret af folkebogen med samme navn. Særlig betydning må følgende fire bøger tilskrives for deres visdoms skyld, Æsops fabler, De gamle vises Eksempler, Lucidarius og Rævebogen, som Goethe også gav sin version af med Reineke Fuchs.

Til Danmark er folkebøgerne mest kommet som ofte dårlige oversættelser fra Nordtyskland. Der kendes kun få navne på forfattere, bearbejdere og oversættere, og vor viden om folkebøgernes produktion, popularitet, faktiske udbredelse og plads i læsningen som helhed er mangelfuld. Flere af folkebøgerne har haft betydning for den folkelige, mundtligt overleverede fortælletradition.
En række af de klassiske, på dansk udkomne folkebøger er udgivet videnskabeligt i J.P. Jacobsens og R. Paullis Danske Folkebøger fra 16. og 17. Århundrede (1915). Dette værk rummer også oversigter over folkebøgernes historie og illustrationer. Rasmus Nyerup er i Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder (1816) kritisk over for bøgernes værdi. Han mindes dog tydeligt sin glæde ved dem som barn, og han har et sympatisk blik for, at denne litteratur, som ganske vist er bragt på markedet for profit, også har været med til at støtte den frækhedens, munterhedens og fantasiens dannelse, som er en vigtig del af folkekulturen og af europæisk kultur i det hele taget.-->
== Historikk ==
[[Fil:Mandeville 1499.gif|thumb|Folkebøker, populariserte versjoner av gamle [[håndskrift]]er og historier, ble trykt og spredt i Europa fra 1400- til 1800-tallet. Illustrasjonen over er fra den engelske utgaven av «[[John de Mandeville]]s reiser i Etiopia og India» fra [[1499]] og viser hvordan en «enfoting» søker skygge under sin store fot.]]
<!--''Folkebok'' ble tatt i bruk som [[litteraturvitenskap]]elig og [[kulturhistorie|kulturhistorisk]] begrep i Tyskland på slutten av 1800-tallet. Det er siden kritisert for å være for upresist og omfattende. -->Som europeiske folkebøker regnes særlig populære [[prosa]]tekster i form av bearbeidede versjoner av [[legende]]r, [[eventyr]], [[anekdote]]r, [[epikk|fortellende dikt]] og [[roman]]er fra [[Middelalderens litteratur|middelalderen]]. Dette var tekster som tidligere bare forelå som håndskrevne [[manuskript]]er med liten spredning eller som [[muntlige fortellinger]]. Betegnelsen omfatter imidlertid også akademiske verk innen for eksempel [[historie]] og [[medisin]], [[fantastisk litteratur|fantastiske]] [[reiseskildring]]er og annen [[folkeopplysning]] innenfor et «massemarked». 

Mange gamle forestillinger og historier spredte seg til brede lag av folket gjennom folkebøkene. Utgivelsene la dermed grunnlaget for datidens [[populærkultur]]. Litteraturen inspirerte også både videre [[folkediktning]] og samtidige [[forfatter]]e, for eksempel [[Goethe]]s drama om [[Faust]] fra 1790-tallet, en fortelling som bygger på sagnet om alkymisten doktor Faustus slik det ble fortalt i en populær folkebok utgitt av [[Johann Spiess]] [[1578]].

Folkebøkene var ikke sjelden utstyrt med talende [[illustrasjon]]er i samtidens visuelle stil og trykkteknikk. På 1500- og 1600-tallet vil det si [[tresnitt]]. Bøkene hadde ellers billigere preg enn kostbare bøker for samfunnets høyere klasser og makteliter.

[[Renessansen]]s folkebøker var forløpere for moderne [[underholdningslitteratur|underholdnings-]] og triviallitteratur.  Seinere kom 1600-tallets [[ridderroman]]er og skrekkromantikken i 1700-tallets [[gotiske romaner]], men det var først fra midten av 1800-tallet, da aviser ble billigere og en stor middelklasse vokste fram, at populærlitteraturen virkelig ble interessante som kommersiell vare.

=== Kjente folkebøker ===
[[Fil:Volksbuch Magelone 1838-49.png|thumb|Historien om ''Die Schöne Magelone'' («Den skjønne Magelone») ble utgitt som hefte fem i en folkebokserie utgitt i [[Leipzig]] i Tyskland omkring 1840]]
* ''[[De gamle vises Eksempler]]''
* ''[[De syv vise Mestre]]'' (''Dolopathos'')
* ''[[Den skønne Magelona]]'' (''Historien om Ridder Peder med Sølvnøglen og den skønne Magelone'')
* ''[[Dværgekongen Laurin]]'' (''Den lille rosenhave eller Dværgen Lavrin'')
* ''[[Faust]]''
* ''[[Flores og Blanseflor]]''
* ''[[Fortunatus]]'' (''En lystig historie om Fortunatus's Pung og hans Ønskehat'')<ref>[http://www.nb.no/utlevering/nb/82c49edf758d0ee797882573ccab65fb#&struct=DIV206 ''Fortunatus'' i ''Danske Folkebøger 1''(1867)]</ref>
* ''[[Griseldis]]'' (''Tvende nyttelige og skjønne Historier, den første om Griseldis, den anden om en Doctors datter av Bononia'')<ref>[http://www.nb.no/utlevering/nb/82c49edf758d0ee797882573ccab65fb#&struct=DIV166 ''Griseldis'' i  i ''Danske Folkebøger 1''(1867)]</ref>
* ''[[Helena og Kong Edvard]]''
* ''[[Holger Danske]]''
* ''[[Jerusalems skomaker]]''
* ''[[Jesu barndomsbok]]''
* ''[[Josefs historie]]''
* ''[[Judas]]''
* ''[[Karl Magnus]]''
* ''[[Lucidarius]]'' (''Mæster Lucidarius'', trykt i Trondheim på 1700-tallet)
* ''[[Lykkens Tumleklode]]''
* ''[[Marcolfus]]''
* ''[[Melusina]]''
* ''[[Rævebogen]]''
* ''[[Sibyllæ Barndom]]''
* ''[[Uglspil]]''
* ''[[Uglspils Overmand]]'' (også kalt ''Robertus von Agerkål'')
* ''[[Vigoleis med Guldhjulet]]''
* ''[[Æsops fabler]]''

=== Norske folkebøker ===
Den eldste kjente norske folkebokutgivelsen er ''En tragoedisk historie om den ædle og tappre Tistrand, hertugens søn af Burgundien, og den skiønne Indiana, den store Mogul keiserens datter af Indien'' som kom i [[1775]].

== Se også ==
* [[Skillingstrykk]], firesidig trykksak med humoristiske, sensasjonelle eller pedagogiske prosa- og nyhetstekster, som regel i viseform
* [[Kistebrev]] (på dansk ''kistebilleder''), enkelt utført tresnitt limt under kistelokk eller brukt som veggdekorasjon på 1700- og 1800-tallet
* [[Bilderbogen]], billige, populære bildetrykk fra 1850 til inn på 1900-tallet
* [[Lubok]]. billige, populære russiske bildetrykk
* [[Auca]], populær, katalansk bildefortelling
* [[Middelalderens litteratur]]
* [[Renessansens litteratur]]

== Referanser ==
<references />

== Eksterne lenker ==
* {{Offisielle lenker}}
* [https://www.gravgaver.no/folkebok.htm Per-Erik Skramstads fyldige sider om folkebøker fra 1500- og 1600-tallet]

{{Autoritetsdata}}

[[Kategori:Litteraturhistorie]]
[[Kategori:Litteratur fra middelalderen]]
[[Kategori:Tysk litteratur]]
[[Kategori:Folkediktning]]
[[Kategori:Tradisjon]]
[[Kategori:Bokkunst]]