Redigerer Mig Selv (avsnitt)

==Mig Selv==
Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen<br />
forat briste i høi Latter af en Glæde jeg ikke kan forklare mig?

Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet<br />
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.

Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.<br />
I min Hunds Øje sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd.

Min Vedbende er voxet. Didudaf mit Vindu har den baaret paa sine brede Blade<br />
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.

Den første Foraarsregn vil falde paa Bladene og udviske nogle troløse Navne.<br />
De ville falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens Huler.

Jeg, som læser Henrykkelser paa hvert af Centifoliens, den Vaargaves, hundrede Blade -- <br />
mig skulde en slet Avis bringe til at qvæle en Sekund med Ærgrelse?

Det vilde være som at dræbe himmelblaae og rosenrøde Sommerfugle.<br />
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.

Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved med Aske,<br />
og at bortkaste de Diamanter af straalende Sekunder, Tiden endnu nedsaaer derover.

Nei, frisk I Journalister! hvæsser eders Rævekløer kun paa Klippen.<br />
I rive kun Blomster løs og lidt Mos til en blød Grav.

Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte.<br />
De skulle engang pryde min Aands Diadem.

Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had flux tusind Alen borte.<br />
Det flyder hen med Sneen, det gaaer med de første Bølger fra Land og langt ud i Havet.

Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?<br />
Berøv ikke Landskabet dets brusende Bæk!<br />
Høistærede Vidjebusker, tillader Bækken at skumme, naar den gaaer imellem Stene.

Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme glanende Øine.<br />
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer, Solens Eventyrslande?

Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?<br />
Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.<br />
Ha, de blinke jo, som om de vilde tale til dig!

Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa Foraar?<br />
Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah!

Hvilken Rigdom for en Dødelig!<br />
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deeltage i Jordens.<br />
Den tindrer stærkere end Vaarstjernerne, og den vil snart springe ud med Blomsterne.

Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.<br />
Som et Krystalbad nedfalder din Glands derpaa.

Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernerne.<br />
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis Folder ere forsvundne.

Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af Alabaster.<br />
Som en Büste staaer den i mit Indre. Stirr i dens Træk!

Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede.<br />
Min Sjel har kun Ligets milde Smiil. Hvi forfærdes I mere?

Den Djævel! Büsten har et leende Hjerte under sin Rolighed.<br />
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunne faae fat paa det!