Redigerer Det norske Theater (avsnitt)

==Henrik Ibsens læreår ved Det norske Theater==
[[File:Sceneteppe ved Det norske Theater.jpg|thumb|200px|Sceneteppet ved Det norske Theater i Bergen. Fra [[Octavia Sperati (skuespiller)|Octavia Sperati]]s bok ''Teatererindringer'', 1911.]]
[[Henrik Ibsen]] ble fra 1851 tilknyttet Det norske Theater som sceneinstruktør, samtidig som han også fungerte som husdikter og til tider også som instruktør. Var det hans egne stykker som skulle spilles, fikk han gjerne ansvar for alle deler av utførelsen - fra iscenesettelsen til innstudering av rollene.

Ibsen skal ha vært en flittig og pliktoppfyllende sceneinstruktør ved Det norske Theater. Hans skyhet overfor skuespillerne gjorde ham imidlertid mindre egnet til å lede leseprøvene. Var det hans egne stykker fikk han også regien. Skuespiller [[Lucie Wolf]] husker fra Ibsens tid som sceneinstruktør i Bergen at hun selv
:«... ialfald var bange for ham. Han gik stadig og hyllede sig ind i en stor kappe, og nærmede man sig til ham, saa trak han sig tilbage og gjemte sig som en snegl i sit hus.» (Wolf 1897, s. 182.)

[[Peter Blytt]], som satt i teaterstyret, hadde heller ikke særlig høye tanker om Ibsens fremtidsutsikter ved teatret:
:«Ingen skulde ane, at der bag dette blege, helt beskjæggede Ansigt med de tæt sluttede Læber skjulte sig en Hjerne, der skulde give sig i Kast med Menneskesjælens dybeste Problemer.» (Blytt 1907, s. 9f.)

I sine første Bergensår bodde Ibsen på [[Sontums pensjonat]] før han fikk egen hybel i teaterets sidebygning, hvor han den gang kunne se ut over på det grønne engeland i retning Ulrikken.

Samtidig med Ibsen var Herman Laading instruktør, og den som til vanlig ledet leseprøvene. Det kom i blant til noe uenighet mellom dem, og ved en anledning ble Laading utfordret til duell. Herman Laading har selv forklart litteraten [[John Paulsen]] om bakgrunnen for denne opprivende episoden med den unge Henrik Ibsen:
:«Jeg hadde ikke få rivninger med Ibsen, da jeg arbeidet sammen med ham ved teatret. Jeg var jo ældre og mere erfaren end han og indbildte mig at kjende vore teaterforhold langt bedre. Men Ibsen, som da var ung og hadde hele geniets egenrådighed, vilde ikke anerkjende nogen autoritet, heller ikke min ... Dertil kom, at vort respektive arbeide ved teatret ikke hadde sine nøie afstukne grænser. Undertiden streifed jeg ind på hans område, undertiden han uafvidende ind på mit. Det blev en slags rivaliseren mellem os, ikke ganske uden fiendtlighed.
:Under sit stilfærdige, sky væsen skjulte den unge Henrik Ibsen ikke så liden heftighed og lidenskabelighed ... Efter et stærkere sammenstød med ham i anledning af teatrets styrelse, blev han så rasende, at han udfordred mig til duel.»
:«En duel!» ropte jeg overrsaket. «En duel - i Bergen!»
:«Ja, en duel for ramme alvor -» Låding strøg velbehagelig sit lange, grå skjæg. Mindet hadde nok en oplivende virkning på ham.
:«Heldigvis fandt den ikke sted ... Det var jo galmandsværk ... Jeg, en gammel, skikkelig skolemester duellere! - Dessuden hadde jeg ikke på nogen måde villet fornærme den unge, opbrusende digter, som jeg igrunden holdt af. Gode venner, hvoriblandt vor kjære ''Peter Blytt'', lagde sig imellem - og så fandt forsoningen sted.» (Paulsen 1911, s. 56f.)

Det var nok godt det ikke ble gjort alvor av trusselen om duell for Laading var en stor røslig kar, som både trente fekting og var ivrig medlem av skytterlaget. Under læreårene i Bergen utviklet imidlertid Ibsen atskillig om naturlig spillestil og språk, replikkunst, og ikke minst visse knep og teknikker ved så vel den dramaturgiske oppbygning som selve scenerommets innretning, noe som senere skulle komme ham til nytte som skuespillforfatter.