Redigerer Martin Richard Flor (avsnitt)

== Flors død ==
M. R. Flor døde den 29. februar 1820. I kirkeboken har presten notert at Martin Richard Flor, ugift, lektor i botanikk, «druknede sig selv paa [[Bjørvika|Bjørvigen]]».<ref>Statsarkivet i Oslo, Oslo domkirkes menighet, ministerialbok 7 (1817–1824), s. 254. Se Digitalarkivet</ref> I flere år hadde han vært plaget av dype depresjoner, men høsten 1819 ble han grepet av en total «Svækkelse af Tænkekraften». Sykdommen artet seg slik at han stadig «talte om hemmelige Synder og var paa ingen Maade at bringes fra denne fixe Idee at han ved skrækkelige Straffe skulde udsone skrækkelige Synde Forseelser, som ingen faldt paa engang at formode at han havde begaaet».<ref>Landsarkivet for Fyn, brev fra Jens Rathke til Niels Hofman Bang 10.8.1820</ref> Tilslutt maktet han å rømme fra vokterne ved hospitalet og kastet seg i en åpen råk i den tilfrosne [[Oslofjorden|fjorden]]. «En overordentlig Skare af alle Stænder, der frivillig fulgte ham til Graven, beviste», forteller en av hans gamle elever, «at han havde været afholdt».<ref>C. N. Schwach: ''Erindringer af mit Liv'' (1992), s. 58</ref> Flor sognet til [[Aker]], men ble likevel bisatt i [[Oslo domkirke]], og selv om han tok livet av seg, ble han begravet i [[vigslet jord]] på [[Vår Frelsers gravlund]].

=== Minnedikt ===
Etter hans død skrev flere av Flors tidligere elever minnedikt over sin gamle lærer. [[Maurits Hansen]] og [[Conrad Nicolai Schwach]] skrev de mest minneverdige.<ref>Maurits Hansen etterfulgte Flor som bibliotekar ved Krigsskolen, og har trolig kjent Flor bedre enn Schwach.</ref>

''Martin Richard Flor''

Av Maurits Hansen

Sneen blinker over Jorden, / Stormen hviner kold i Norden, / Isen dækker Elv og Strand; / Stille slumre Floras Spæde, / Død er Somrens lyse Glæde, / Slukt er Solens stolte Brand.

Floras Ven saa vildt og bange / Hører Stormens Dødningsange, / Gyse maa i Vintrens Kuld; / Ingen Blomst ham Trøst tilsmiler, / Ak, de alle døde hviler / Dybt i Jordens frosne Muld.

Ingen fatte kan hans Smerte, / Ingen lette maa hans Hjerte, / Ingen hælder han sig til; / Mørk og eensom han omvanker; – / Da forvilde sig hans Tanker, / Vaaren han opsøge vil.

«Arme Vandrer! Vaaren kommer, / Og den glade lyse Sommer, / Og din Floras rige Pragt!» / O, du meer ei kan fornemme / Trøstens vennehulde Stemme; / Modløs staaer du og forsagt.

Haabets Grønt for Sjelen blegner, / Kraftens Blomst i Hjerte segner, /
Og Fornuftens Sol er slukt; / Vanvid mørk omkring dig svinger, / Paa de sorte Ravnevinger, / Med den vilde Ørneflugt.

«Her du ei kan Flora finde; / Hisset smiler din Veninde, / Nævner blidt din Dyrkers Navn.» / Ravnen hvæser hæst og iler; – / Vildt den arme Vandrer smiler, / Styrter sig i Bølgens Favn.

[[Maurits Hansen|Skjaldens]] Vemodstaarer rinde; / Ei han sjunger til dit Minde / Som om [[Martin Vahl|Vahl]] [[Adam Gottlob Oehlenschläger|den store Skjald]]; / Men naar Vaarens hulde Spæde /
Blidt din stille Gravhøi klæde, / [[Adam Gottlob Oehlenschläger|Adams]] Qvad han synge skal.<ref>Hansen sikter til Oehlenschlägers minnedikt over Martin Vahl</ref>

Og naar Somrens Blomsterklynger / Sig om høiens Grønsvær slynger, /
Skygge skal din grav en Eg; / Norge skal dens Grene flette / Og et Monument dig sætte / Hver en Høst af gyldne Reg.

''Martin Richard Flor''

Av C. N. Schwach

Fred med dine Been i Gravens Skjød, / Vandrer, træt af travle Færd herneden! / Fred med Aanden, som sin Lænke brød, / Og opsvang sig fri mod Evigheden. / Meget har du kæmpet, har Du lidt; / Verden gik Dig ofte koldt imøde. / Blund da i dit lune Kammer blidt / Til en bedre Verdens Morgenrøde.

Kort er Norges Sommer; Floras Børn / Kun en føie Stund mod Solen smile; / Længe dækker Sneen Krat og Tjørn, / Og de Hulde Smaae i Slummer hvile. / Er det Skjæbnens Lov, at Norge skal / Og saa kort hver Floras Dyrker favne? / Og at [[Universitetet i Oslo|Fredriks Musatempelhal]] / Brat skal hver Gudindens Yndling savne?<ref>Professor i botanikk Christen Smith døde i 1816, Flor (som var lektor i botanikk) og hans dyktigste student [[Bernt Wilhelm Schenck]] begge i 1820.</ref>

[[Christen Smith|Han, som siden drog til Congos Strand]], / Steeg eengang med Dig til Goustads Tinde / Skar sit Navn med dit i samme Gran / Til den broderlige Vandrings Minde.<ref>Flor og Smith la i 1812 sammen ut på en lengre botanisk ekspedisjon i Telemarksfjellene</ref> / Granen sank for Vinterstormens Harm, / Og paa fjerne Kyst din Broder døde; / Træt Du styrted’ Dig i Dødens Arm, / Gik, din broderlige Ven at møde.

Ei Europa lydt dit Navn gjentog, / Kun en mindre Kreds din Idræt kjendte;<ref>Også dette er en referanse til Oehlenschlägers minnedikt over Vahl, der det heter:«...kun faae ham kiendte, / Skiøndt Europa lydt gientog hans Navn.»</ref> / O men den skal vidne sandrue dog: / At dit Hjerte varmt for Flora brændte. / Mangen Yngling, som Du ledet har / Gjennem din Gudindes vide Rige, / Vidne skal: at reen din Villie var, / Og dit Hjerte fromt og varmt tillige.

Og ei [[Flora (gudinne)|Flora]] ene tjente Du, / Thi til almeent Vel din Id Du vendte; / Og med lige varm og nidkjær Hu / [[Ceres (gudinne)|Ceres]] og [[Pomona]] tidt Du tjente. / Mangen Bonde, ledet ved dit Raad, / Mindes skal dit Navn med Tak og Ære; / Mangt et Træe skal vidne om din Daad, / Og paa bugnet Green dens Frugter bære.

Samler eder da i Søstre tre! / Flora, Ceres og Pomona kommer! / Og, naar Solen smelter Vintrens Snee, / Smykker Graven Vaar og Høst og Sommer! / Vaar og Sommer over Gravens Muld / Blomster smaae i Krands sig huldt forene! / Men om Høsten dække den med Guld / Tunge Ax og gyldne Abildgrene!