Redigerer Terje Vigen (avsnitt)

==Historien==
Terje Vigen er en sjømann, bosatt i [[Fjære kommune|Fjære]] i [[Aust-Agder]], ikke langt fra [[Grimstad]]. Han gifter seg og får en datter, Anna, som gir livet en ny mening for ham. Når krigen kommer i [[1809]], ror han over havet til Danmark for å få tak i mat, tre tønner bygg, til den sultne kona og dattera. På vei tilbake fra Danmark blir Terje Vigen oppbragt av en engelsk korvett, og kapteinen senker båten og lasten. Britene holder ham fanget i fem år, og når han kommer hjem, finner han kone og barn døde. Han tar arbeid som los langs kysten, men bærer samtidig på et sterkt nag mot dem som hindret ham i å redde familien sin.

Diktets dramatiske høydepunkt inntreffer når Terje Vigen senere, som los, kjenner igjen den engelske lorden som i sin tid tok ham til fange, og han blir i stand til å hevne seg. Han gjengjelder engelskmannens handling mot hans egen båt, og slår hull i bunnen av båten som skal berge dem:

<poem style="padding-left:1em;">
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt ---
der raste på vraget en strid – ;
men moderen løftet sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
"Anna, mit barn!" hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprængte mand;
han fattet om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brått og brand.
</poem>

Terje Vigen gjør lorden oppmerksom på hva som engang hendte på samme sted, og lorden kjenner ham igjen:

<poem style="padding-left:1em;">
Da jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk --,
han mintes matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skrek Terje Vigen: Alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros!
Ett øyeblik endnu, og gjengjeld er voldt---!"
Da var det den engelske stormand stolt
bøyde knæ for den norske lods.
</poem>

Deretter følger Terje Vigens lange tale, der han gjør rede for den store sosiale forskjellen mellom ham og engelskmannen, for å forklare hvor lite lorden forsto den gangen. Han vil gi lorden en lekse, for å minne ham på hva det koster å miste familien sin:

<poem style="padding-left:1em;">
Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
"Tilbage, mylord! Et eneste skridt, –
og det koster dig barn og viv!"
På sprang stod Britten til kamp påny;
men armen var veg og mat; –
hans ånde brændte, hans øjne var sky,
og hans hår – så kendtes ved første gry –
blev gråt i den eneste nat.

Men Terjes pande bar klarhet og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
Ærbødig løfted han barnet ned,
og kyssed dets hender mildt.
Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jevn:
"Nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
for jeg måtte – jeg måtte ha'e hævn!
</poem>

Men til slutt blir det forsoning, og når den engelske yachten seiler ut fra Norge, heiser den [[det norske flagget]], og Terje Vigen kan avslutte med ordene:

<poem style="padding-left:1em;">
"Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det, kan hænde. det gik som det gik, --
og så får du ha`e tak da, Gud!"
</poem>